Udfordringen er størst for lærerne. Det er slut med at belønne de elever, som nøje følger ens instrukser, som altid møder op til undervisning (og møder til tiden), som koncentreret lapper alle ens guldkorn i sig, som aldrig går på Facebook eller sms'er under lærerpræsentationer, og som læser lektier og afleverer sine opgaver i præcis den form og med det indhold, som læreren elsker dem. I stedet skal læreren lære at afgive kontrol, at lade elevernes læringslyst og nysgerrighed være drivkraften, at opgive sin rolle som alvidende orakel og overdommer til fordel for ligeværdigt samarbejde, ja endda acceptere at eleverne ofte er eksperterne. Læreren skal opmuntre multitasking og konstant kommunikation via laptop og mobil, uanset hvor meget det stritter mod hele den tradition og den ballast, vi hver især har med os.

For det er eleverne, der har fat i den lange ende. Det er de unge, der har de navigeringskompetencer, der skal til for at gebærde sig i det 21.århundredes videns- og kommunikationssamfund. Så lærerne skal på den ene side forstå at det forholder sig sådan, og lære at se mulighederne i samarbejdet med de indfødte i den nye medieverden, og på den anden side hjælpe eleverne til at bruge deres styrker og deres potentialer til at udvikle viden, som kan gavne dem selv og det samfund, de lever i. Det var nogle af de konklusioner, som denne bloggist tog med sig hjem fra en inspirerende eftermiddagskonference på Ørestad Gymnasium d.9.marts om Technology and Learning: A 1-to-1 relationship.

Hovedoplægsholderne var skolefolk fra hhv USA og Storbritannien, der var fremragende til at præsentere deres pointer og som fornemt illustrerede de pædagogiske og teknologiske muligheder i medieret præsentation: Der var et stadigt samspil mellem generaliseringer og konkretisering af pointerne, understøttet af levende brug af medier integreret i præsentationsteknologien - og iøvrigt med passende interaktion med den idrætssal, der var godt fyldt med både lokale og med gæster fra store dele af skoleverden.

Det er ikke meningen med dette lille blogindlæg at levere et udtømmende referat, eller at anmelde begivenheden for at give den stjerner eller kokkehuer, men blot at give et lille indtryk af det udbytte undertegnede havde af seancen. Og for mig var det en bekræftelse og styrkelse af de pædagogiske ideer og forestillinger, der gennem de sidste årtier har inspireret til helt at tænke læring og skolers institutionelle indretning forfra, og som i parentes bemærket lå bag planerne om Ørestad Gymnasium i sin tid. Eksempelvist leverede Jim Lengel en overbevisende undersøgelse af, hvad de unge i dag skal mestre for at begå sig i deres medieverden, og af, hvilke ønsker virksomhederne har til deres fremtidige medarbejdere. Der skal kommunikeres, researches og produceres, og de mediale muligheder for at præsentere og publicere skal mestres både i de sociale samspil og i jobsammenhæng, hvis man skal klare sig godt i det 21.århundrede.

Det kom klart frem, og det blev tydeligt at langt de fleste lærere endnu ikke er hverken gearet eller kompetente til at spille den rolle, de bør have i denne sammenhæng. Vi skal derfor alle bruge eleverne som forbilleder for at hale ind på dem og blive ligeværdige partnere i vidensproduktionen. Vores faglighed og vores fagligt-pædagogiske ansvar er den styrke, vi bidrager med og den opgave vi skal løse, men det er vigtigt at vi ikke lader et efterslæb i fx mediekompetencer være en hindring for at leve op til udfordringen. For blot at nævne ét yderligere element i den udfordring, vi står overfor: Vi må indse og lære at leve med, at store dele af den faglige viden, vi gennem mange, lange studieår har tilegnet os på universiteterne forældes med forrygende hast, og at studierne langtfra har gjort os alvidende. Det må derfor gøres til en integreret del af lærerrollen, at man er en form for medstuderende. Produktionen af viden er en kollaborativ proces, hvor parterne samarbejder - og hvor læreren derfor skal juble, hvis en elev kan bidrage med ny eller ukendt viden, og ikke føle at det rokker ved ens autoritet eller professionalisme. Tværtimod: Læreren i det 21.århundrede er på lige fod med alle andre underlagt behovet for livslang læring.

Alene de her nævnte udfordringer kræver et radikalt opbrud fra de traditionelle skolekulturer. Hertil kommer så alle de krav om opgør med skematænkning, med fraværsregistrering, med læringsinstituionernes fysiske indretning, men tilgængeligheden af digitale medier, med måden at stille opgaver og evaluere på osv osv. Der er masser at tage fat på, og denne eftermiddag på Ørestad Gymnasium gav rigeligt af inspiration og lyst til at gå i gang med det nye årtusind. Og det er jo ikke for tidligt, vi er snart 10 år inde i det.

Eigil Møller, Lektor, Ørestad Gymnasium