Glædelig jul

Af: Allan Kjær Andersen
Publiceret: 19. december 2011 kl. 13:00

Jeg ønsker alle - elever, forældre, medarbejdere og samarbejdspartnere - en glædelig jul og godt nytår.
2011 har igen været præget af vækst på Ørestad Gymnasium. Vi havde atter rigtig mange ansøgere, og da der var mangel på pladser på de københavnske gymnasier valgte vi at optage 14 klasser, 448 elever i 1g. Ved skolestart i august var vi 1161 elever, som vi kun havde plads til, fordi Field’s var så venlige at låne os lokaler. Vi kan mærke at vi er for mange i de nuværende bygninger, så vi arbejder på at finde løsninger der kan forbedre situationen (bl.a. et nyt byggeprojekt på tagetagen og måske en ny afdeling).

Vi har fortsat vor gode udvikling i eksamensresultater, og vi er i gang med at implementere en ny - klar og fair - fraværspolitik, som allerede har halveret elevfraværet - og det havde vi iden grad brug for, for det var alt for højt.

Ørestad Gymnasium opfylder kun sin mission, hvis vi fortsat udvikler os og eksperimenter, hele tiden søger nye måder at give vore elever en tidssvarende uddannelse på. Vi har gang i talrige udviklingsprojekter, de fleste i samarbejde med andre gymnasier og videregående uddannelser samt virksomheder. Vi er optaget af at give de unge en uddannelse, der bedst muligt forbereder dem på den fremtid i samfund og virksomhed, som bliver deres.
DSC_0118.jpg
Vi har valgt tre overskrifter for de områder, som vi særligt mener skal kendetegne elever, der har gået på Ørestad Gymnasium, og som vi derfor i særlig grad prioriterer udviklingsprojekter indenfor:

Under overskriften “Viden i spil” samler vi alle de bestræbelser, som handler om at udvikle elevernes evne til at sætte deres viden i spil i forhold problemer verden uden for skolen og til at finde nye og innovative løsninger på disse problemer.

Under overskriften “Digital dannelse” samler vi de initiativer, der handler om at gøre eleverne til kompetente og bevidste brugere af digitale medier i informationssamfundet. Vi taler om: explore, express, exchange og netetik. Helt konkret sætter vi os som mål at være 100% digital skole for de nye 1g’ere til august.

Under overskriften “Global dannelse” samler vi de initiativer, der handler om at danne eleverne til at kunne fungere som borgere og medarbejdere i en globaliseret verden. For at styrke den globale dimension arbejder vi målrettet på at udvikle et kontaktnet af partnerskoler i hele verden og en ny studieretning om globalisering.

Disse tre udviklingsspor vil også være retningsgivende for vore udviklingsinitiativer i 2012.
Oversigt over indlæg|Nøgleord: Ingen|Kommentarer (0)

Kommentarer

Endnu ingen kommentarer på dette indlæg. Du kan tilføje en kommentar i formularen nedenfor.

Skriv kommentar

Navn: (*)
E-mail: (*)
Din hjemmeside (hvis du har en):
Kommentar: (*)
Husk dine oplysninger?
 Ja tak, husk mine oplysninger (disse gemmes i en cookie)
Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site