Medie + på Ørestad Gymnasium


     

     

    Medie+ er en studieretning for elever med medieambitioner.

    Hvis du vil arbejde med medier og måske planlægger en karriere inden for de levende billeders medier - film, video og tv og webstreaming – så er medie+ en oplagt mulighed for dig.

    Medie+ er studieretning med engelsk A, samfundsfag B og mediefag B.

    Du får altså en ganske almindelig studentereksamen. Det plus, der er i medie+, er de muligheder, som du får ud over den almindelige undervisning.

    Hvilke plusser er der så i medie+?

    Professionelt udstyr:
    • Du kommer til at arbejde med de nyeste Panasonic HD kameraer, der optager på SD-memorycards.
    • Du kommer til at arbejde med professionelt lysudstyr, mikrofoner og stativer, desuden råder vi over en dolly og en rigtig steadicam.
    • Du kommer til at redigere på Final Cut Pro, som er state-of-the-art i videoredigering.
    Redigeringscomputerne med to-skærmsredigering er samlet i særlige områder.


    Professionelle programmer:
    • Hvis du har en Mac-computer, så får du lov til at installere Final Cut Pro gratis på den, mens du er elev på OEG.
    • Du bliver tilbudt to redigeringskurser.

    Professionelt tv-studie:
    • Vi har eget digitalt tv-studie med 7 kameraer, teleprompter, in-earmonitorer, eget lysanlæg og alt det isenkram, som du kender fra tv-studier.
    • Vi indgår løbende i samarbejdsprojekter omkring produktion til fx. online-streaming.

    Der er lagt produktionsperioder til nogle af produktionerne. Her skal du arbejde med et pilotprojekt, faktaproduktion og fiktionsproduktion. Det foregår i skemafri perioder – så du kan lægge al din energi i optagelse og redigering.


    Medier går på tværs af fag
    Vi forsøger at samarbejde med eksterne partnere og arrangere foredrag og ekskursioner, ligesom vi arbejder på en ordning, så du kan komme i praktik i branchen.

    Desuden får du selvfølgelig en grundig indføring i filmsprog og dramaturgi, og der vil være flere samarbejdsprojekter med andre fag, især dansk og de andre studieretningsfag engelsk og samfundsfag.


    Du skal være engageret
    Det er vores tilbud til dig. Til gengæld bør du være indstillet på, at medie+ kræver, at du viser det nødvendige engagement og indsats i alle studieretningens fag, så vi sammen kan sikre dig et maksimalt udbytte af medie+.

    Der er normalt meget stor søgning på medie+. Derfor opretter vi i 2012 et ekstra hold.

    Det er en god ide at skrive en begrundet ansøgning, gerne vedlagt produktioner eller referencer, hvis du vil være sikker på en plads. Du kan læse mere om studieretningen her


    Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site