Kære kommende elev

Inden din første skoledag på Ørestad Gymnasium modtager du et brev med oplysninger om mødetidspunkt, og hvad du skal medbringe den første dag.
 
Den første skoledag bliver en begivenhedsrig dag.
Du bliver budt velkommen af skolens lærere og ældre elever. 
Her får du mange informationer. De vigtigste har vi samlet i et introduktionshæfte, der  bl.a. indeholder program for din første skoletid. Du får informationshæftet og studiekalender den første skoledag.
 
Der er meget på programmet gennem et helt gymnasieår.
Ud over undervisningen er der samlinger, møder i skolens udvalg, fællesarrangementer, kreative begivenheder, ekskursioner, prøver i de forskellige fag, ferier, fester og meget andet. Alt det vil du høre mere om.
 
Ørestad Gymnasium tilrettelægger undervisningen, så den giver jer de kompetencer, der er nødvendige for at gennemføre en videregående uddannelse og fungere i et videns- og oplevelsessamfund. Det tager vi hensyn til i vores planlægning af undervisningen.
Du vil opleve stærkt lærerstyrede forløb med udgangspunktet i hold- og plenummiljøet samt gruppebaserede forløb og individuelt tilegnede forløb i andre miljøer og i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere. 
I introduktionsforløbet for 1.g'ere lærer du, hvordan vi arbejder i de forskellige undervisningsmiljøer, og hvordan IT indgår i undervisningen.
 
Ørestad Gymnasium er en åben bygning, hvor elevernes, lærernes, administrationens og ledelsens aktiviteter er synlige for alle, og hvor vi kan inspirere hinanden og nemt kan kommunikere med hinanden.
I en sådan bygning er det vigtigt at huske, at vi skal være her alle sammen. Det kræver, at vi, elever, lærere og øvrige ansatte, udviser omtanke og hensyn i forhold til vores arbejdsopgaver. Det kræver endvidere, at vi alle behandler hinanden med respekt og husker, at det er for undervisningen, vi er her.
 
Vi glæder os til at samarbejde med dig både i og uden for undervisningen i 2010-11.
 
ALLAN KJÆR ANDERSEN, rektor

For kommende elever

Læs også:
Værd at vide
Breve om optagelse
Genbehandling af ansøgning

1. skoledag efter sommerferien

Alle elever møder den 12. august 2010
1.g møder kl. 9.00.
2.g og 3.g møder kl. 12.00