10. december 2009
Ørestad Gymnasium er i forårssemestret 2010 blevet velsignet af Statens Kunstråd med en husforfatter, Mette Moestrup.
Hun vil iværksætte en række kreative aktiviteter sammen med eleverne, heriblandt en kollektiv encyklopædisk tekst som alle skolens elever og ansatte kan skrive med på samt en workshop for forfatterspirer.
Mette Moestrup, f. 1969, er forfatter og cand.phil i litteraturhistorie. Har blandt andet udgivet digtsamlingerne Tatoveringer (1998), Golden Delicious (2002) og kingsize (2007); sidstnævnte fik Montanaprisen. Senest har hun udgivet romankollagen Jævnet med jorden. Hun har undervist på Forfatterskolen i en årrække, på højskoler, universitet og seminarium og er nu tilknyttet Litterär Gestaltning i Göteborg samt Skriveakademiet i Bergen.
Læs mere
her
Information om Mette Moestrup-aktiviteter
Mette Moestrup starter som husforfatter lige efter nytår i uge 2. Hendes primære projekt er at skabe en kollektiv, encyklopædisk, digital tekst sammen med eleverne som alle elever og ansatte på OEG anonymt kan skrive med på.
Der udarbejdes et digitalt koncept i samarbejde. Emnet for teksten ligger endnu ikke fast, men det vil være umiddelbart tilgængeligt og inden for elevernes erfarings- og interessehorisont. Så de får lyst til at skrive. Samtidig skal projektet hænge sammen med AT6-temaet Sprog og identitet. Andre fag vil også blive involveret i tekstproduktionen - hvilke afhænger af emnet.
Fire 2.g klasser (2.d, 2.f, 2.i, 2.j) vil være nøgleskribenter; de sparker projektet i gang sammen med Mette Moestrup. Tanken er at Mette Moestrup i uge 2 (dag og tidspunkt endnu ikke fastlagt) afholder en efteruddannelses-session med de involverede faggrupper (dansk er selvskreven, men der kan også være andre relevante) samt andre interesserede lærere, hvor hun introducerer konceptet, så lærerne selv kan arbejde med kollektivteksten i deres klasser, såvel praktisk udøvende som analytisk-refleksivt.
Sideløbende afholder Mette Moestrup en forfatterworkshop for elever med særlig skrivekløe.
KWA