Øjenåbner, når biologi bliver til en forretning

27. januar 2012

Et af OEG's biologi-hold besøgte KU Life for en dag. Her fik de øjnene op for, hvordan biologi kan blive til business.

Biologielever gør biologi til business
Kan vi sprøjte vores frugt og grønt med noget andet end pesticider, så de bliver sundere?

Det var bare en af de mange idéer, som OEG's biologielever forsøgte at gøre til en forretning under et besøg på Københavns Universitets biovidenskabelige fakultet, Life. Her skulle eleverne lære at gøre idéer til virkelighed og projekter, de kunne tjene penge på.


Fra idé til forretning
Casper Wager fra 3.a var i gruppen, der arbejdede med idéen om at droppe pesticider. Gruppen fik en idé til at udvikle nye forebyggende stoffer mod svampe, bakterier og skadedyr i grøntsager og frugt.




Og den idé blev de i løbet af dagen sat til at tænke helt igennem. Spørgsmålene blev pludselig mange:
  • Hvem ville de sælge deres nye produkt til?
  • Hvordan skulle de tjene penge på idéen?
  • Hvordan kunne de få midler til at forske og udvikle idéen?

Biologi er også business

- Det var spændende at arbejde med biologi på en anden måde og tænke over, hvad man kan bruge det til i virkeligheden, siger Casper Wager.

Han og resten af holdet har haft biologi på højniveau i 2 1/2 år. Besøget på Life fik eleverne til at tænke over, hvad de egentlig kan bruge deres faglighed til. Også efter gymnasiet.

- Besøget var en øjenåbner for, hvad man er i stand til at gøre med biologi, forklarer Casper Wager. Han mener, at især de elever, der drømmer om at bruge biologi til at opfinde, forske og sælge deres idéer, fik masser af inspiration med hjem.

Men selvom Caspers fremtidsplaner ikke går i den retning, mener han sagtens, at andre studieretning kunne have gavn af at arbejde med at omsætte deres fag til forretning og business.


Planer om at kurere HIV og kræft
Eleverne arbejdede ikke kun med pesticider, men havde også idéer som:
  • En ny type solarie, hvor de skadelige UV stråler reduceres.
  • En vaccine mod HIV, hvor en såkaldt CCR5 receptor modificeres, så HIV ikke kan trække ind i T-hjælpeceller (immunforsvaret).
  • Genmodificering af planter, så de kan producere afgrøder i golde egne, som normalt er uegnede til landbrug.
  • Et ”DNA-retter-enzym”, som skal kurere kræft.
Blandt de mange idéer valgte grupperne de to bedste ud. Disse idéer blev yderligere gennemtestet, og eleverne vurderede idéerne holdbarhed, originalitet og evne til at kunne blive til en forretning.


Tænk på kunderne
De skulle bl.a. tænke på deres fremtidige kunder. Lave en forretningsplan og udtænke strategier for, hvordan de kunne sælge deres biologi-produkt. Hele tiden blev produktet tilpasset og udviklet.

- Det var meget erhvervsrettet, men spændende, understreger Casper Wager.
Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site