Ørestad Gymnasium lancerer journalistisk studieretning

23. januar 2008

Pressemeddelelse - journalistisk studieretning

ØRESTAD-STUDENTER UDDANNES I SAMARBEJDE MED SYDDANSK UNIVERSITET
 
Ørestad Gymnasium lancerer i samarbejde med CENTER FOR JOURNALISTIK, SYDDANSK UNIVERSITET en journalistisk studieretning.
Af Lisbeth Maria Hansen
 
Kommende gymnasieelever, der sværmer for det skrevne ord, har fra sommeren 2008 en helt ny mulighed for at kvalificere sig til at blive fremtidens journalister.
Ørestad Gymnasium har skruet den nye studieretning sammen i tæt samarbejde med CENTER FOR JOURNALISTIK, SYDDANSK UNIVERSITET. Således forpligter begge parter sig til at kvalificere de kommende journalister in spe, der i  sommeren 2011 udklækkes fra Ørestad Gymnasium.
En journalistisk studieretning, hvor fagene dansk, engelsk, historie, samfundsfag og retorik i særlig grad skal stille skarpt på journalistikkens metode, sprog og historie, vil nemlig klæde morgendagens studenter ekstra godt på til at kunne søge optagelse på landets journalistuddannelser.
”Vi går ind i dette projekt, fordi vi vil styrke den kommunikationsfaglige fødekæde. Men det handler også om at styrke journalistikkens stilling i de unges mediebevidsthed,” siger Troels Mylenberg, centerleder på CENTER FOR JOURNALISTIK.
 
Skrivecamps og praktikophold
Mens Ørestad Gymnasium sørger for at målrette de journalistiske elementer i det 3-årige gymnasieforløb, vil CENTER FOR JOURNALISTIK, SYDDANSK UNIVERSITET levere undervisning på såkaldte skrivecamps og formidle kontakt til praktikophold på landets redaktioner.
Elever i 1. og 2.g skal en gang om året på skrivekursus på Vallekilde Højskole, hvor journalister skal stå for undervisningen, og så skal elever i 3.g i to uger prøve kræfter med virkelighedens journalistik på en dansk avis.
Desuden vil CENTER FOR JOURNALISTIK, SYDDANSK UNIVERSITET tilbyde journalistisk gæsteundervisning, ligesom universitetet vil medvirke til at definere de specifikt mediefaglige mål i den gymnasiale studieretning.
 
Veludrustede gymnasielærere
15 gymnasielærere på Ørestad Gymnasium er i indeværende skoleår i gang med at uddanne sig til at kunne undervise på den nye journalistiske studieretning, idet de følger et kursus på Danmarks Journalisthøjskole. Til april afslutter de uddannelsen med eksamen og er dermed fagligt rustede til at kunne undervise de nye elever.
Desuden er man på gymnasiet ved at afklare og definere det faglige indhold i den nye journalistiske studieretning; især skal kravene i det skriftlige arbejde, som eleverne skal præstere i det 3-årige gymnasieforløb, målrettes journalistikken. Et seminar i april måned, hvor undervisningsministeriets embedsmænd vil deltage, skal således fagligt blåstemple den nye studieretning.
Ørestad Gymnasium er pt landets største mediegymnasium, og med sine 2 ½ år på bagen er det især gymnasiets medieprofil, der har været ansigtet udadtil. Men nu kommer det skrevne ord i fokus.
”Nu hvor vi har haft succes med at tegne en profil med udgangspunkt i de visuelle medier, vil vi gerne styrke den grundlæggende journalistik”, udtaler Allan Kjær Andersen, rektor på Ørestad Gymnasium.
 
Win-win-situation
Det er ikke almindeligt, at et gymnasium og et universitet samarbejder om at skabe en fødekæde af elever, der udvikles til kommende studerende. I dette tilfælde er der tale om en veritabel win-win-situation, idet Ørestad Gymnasium kan nyde godt af universitetets ekspertise og netværk, mens CENTER FOR JOURNALISTIK — og andre kommunikationsuddannelser — kan se frem til at optage studerende, der i særlig grad er velforberedte til at gennemføre et journalistisk og/eller kommunikationsfagligt studium.
 
For yderlige informationer kontakt rektor Allan Kjær Andersen på tlf. +45 82 30 22 22 eller aka@oerestadgym.dk
Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site