Studieretninger 2012


På Ørestad Gymnasium gør vi meget ud af, at alle studieretninger skal have en klar profil. Som elev skal du kunne mærke, at studieretningens profil præger fagene og aktiviteterne på studieretningen.
Derfor har vi givet alle studieretninger en titel og en kort beskrivelse, som du kan læse nedenfor.  

Naturvidenskabelige studieretninger

1. BIOTEKNOLOGI (Matematik A, Bioteknologi A, Fysik B) (Frit kunstnerisk fag) Bliv klogere på vores studieretninger på Ørestad Gymnasium.
På Bioteknologi arbejder vi med sundhed og sygdom, fødevareteknologi, forædling, biologisk og kemisk produktion på et bæredygtigt grundlag. Eksperimentelt arbejde fylder meget i undervisningen. Og du får gode muligheder teste din viden i praksis - f.eks. når vi samarbejder med bioteknologiske og sundheds-faglige virksomheder og forskningsinstitutioner.

2. SCIENCE (Matematik A, Fysik B, Kemi B) (Frit kunstnerisk fag)
Science er naturvidenskab i både teori og praksis. I undervisningen kommer du hele vejen fra kvarker til kosmos, du får indsigt i moderne teknologier, og vi diskuterer naturvidenskabens konsekvenser for natur- og  samfund. Du kommer til at arbejde eksperimentelt med modeller, forudsigelser og vurderinger.

3. SUNDHED (Biologi A, Idræt B, Matematik B) (Kemi C som andet naturvidenskabeligt fag)
På Sundhed er mennesket i centrum. Undervisningen skal lære dig at forstå menneskets fysiologi og det omgivende miljø. Du kommer til at arbejde med etiske, kulturelle og sociologiske aspekter af menneskets adfærd og teknologiske landvindinger - både i det enkelte fag og på tværs af fag.

 

Samfundsvidenskabelige studieretninger

Vi kalder vores samfundsfaglige studieretninger for Viden i Spil. De skal nemlig sætte den faglige viden i spil i undervisningen. Det betyder, at du som elev skal opleve, at du kan anvende din viden i praksis.
På den måde lærer du at bruge din viden, så du kan handle på både store og små udfordringer, du møder i din hverdag. Undervisningen tager afsæt i en konkret virkelighed. Derfor bliver det tydeligt for dig, hvorfor fagene beskæftiger sig med det de gør, og hvilken nytte du har af det, du lærer.  


4. DIGITALT DESIGN (Samfundsfag A, Matematik B, informationsteknologi B)
På Digitalt design beskæftiger du dig med design af informations- og kommunikationsteknologier og deres betydning. Konkret arbejder du f.eks. med udvikling af spil, brætspil, computerspil, animationer, 3D-verdner, hybridspil og kommunikation. Men da teknologier bruges til at løse problemer, skal vi også arbejde med teknologiernes formål, værdier og etiske dilemmaer. 

5. GLOBALISERING (Samfundsfag A, Matematik B, Engelsk A) (Matematik +A som fælles valgfag)
På Globalisering er der fokus på fremtidens globale udfordringer og verdensborgeren. Vi arbejder f.eks. med, hvad det betyder, at klodens befolkning i 2050 runder 9 milliarder. Men selvom spørgsmålene er store og væsentlige på Globalisering, gør vi dem også konkrete og lokale. Vi skal også rejse ud og gøre konkrete erfaringer med andre kulturer.

6. INNOVATION (Samfundsfag A, Matematik B, Erhvervsøkonomi C)
På Innovation arbejder vi at gøre idéer til virkelighed. Du bliver god til at få idéer og til at overveje, hvordan din idé kan markedsføres. Vi arbejder også med en idés konsekvenser både i et samfundsperspektiv og for den enkelte borger eller virksomhed.

7. KULTUR & RELIGION (Samfundsfag A, Matematik B, Religion B)
På Kultur & Religion møder du mennesker, der anskuer verden religiøst, filosofisk og politisk. Vi skal se på forskelle og ligheder mellem religion og politik, religion og videnskab samt religionernes rolle i den moderne verden. Men det er ikke kun teori - der er masser af praksis i form af ekskursioner, projekt- og feltarbejde.

8. PSYKOLOGI (Engelsk A, Psykologi B, Samfundsfag B) (Biologi B obligatorisk valgfag)
Studieretningen Psykologi er for dig, der er interesseret i aktuelle emner om samfundet og individet. Du vil også gerne arbejde med engelsksproget litteratur og kultur. Vi sætter fokus på værdier og menneskelige relationer. Det sker gennem psykologiske og sociologiske undersøgelser og arbejdet med engelsksproget litteratur, film og medier
Journalist-elevernes egne grunde til, at du skal vælge journalistik.
Gode grunde til at vælge studieretningen
Journalistik - ifølge de nuværende elever.
 

Sproglige studieretninger

9. MEDIE+ (Engelsk A, Samfundsfag B, Medie B)
Medie+ giver dig mere medie, for dine studieretningsfag samarbejder om medieprojekter. Desuden får du mulighed for at deltage i forskellige medieprojekter med samarbejdspartnere uden for huset. Du kommer til at beskæftige dig med storytelling i de levende billeders medier. Det sker både i teori og i praksis og med en international dimension både i fakta og fiktion.

10. JOURNALISTIK (Engelsk A, Samfundsfag B, Retorik C) (Mediefag som kunstnerisk fag)
På Journalistik møder du journalister og mediefolk, der supplerer hverdagens undervisning med kurser og praktikforløb, hvor skriftlig journalistik er i fokus. I dine fag bruger vi journalistiske virkemidler og undersøgelser af medier i ind- og udland som indgangsvinkel til det faglige og tværfaglige arbejde. Vi har fokus på vinkling, fortælling, genrer og kompetent formidling.
      

Bl.a. Medie+eleverne er med til at producere 3 timers
live-tv fra Orienteringsaftenen. Det vises både på storskærme på skolen og live på nettet. Se hvordan det foregår.


11. TV-JOURNALISTIK  (Samfundsfag A, Engelsk A, Mediefag B) (Matematik B som obligatorisk valgfag)
På Tv-journalistik møder du en tv-journalistisk vinkel i studieretningsfagene og dansk. Studieretningen får privilegeret adgang til OEG's tv-studiefaciliteter. Vi arbejder sammen med eksterne partnere i forskellige projekter. Her sætter vi fokus på genrer og præcis formidling i både billeder, skrift og mundtlig performance.

12. SPROG+ (Engelsk A, Spansk A, Latin C)
På Sprog+ fokuserer vi på verdenssprogene engelsk og spansk, samt de europæiske kultursprog tysk eller fransk. Du har også timer i latin, fordi det giver dig både sproglig og kulturhistorisk forståelse, som gør det lettere at lære de andre sprog. Du bliver sprogligt godt klædt på til at udforske og forstå kultur, politik og samfundsforhold på tværs af kontinenterne.


Kunstneriske studieretninger

13. MUSIK (Musik A, Engelsk A, Mediefag B)
Musik er en studieretning med mange muligheder for at udtrykke dig kreativt. Du arbejder blandt andet med musik og medier i dansk og international kultur. Af internationale kulturer ser vi primært på de engelsksprogede, så du også får trænet dit engelsk uden for engelsktimerne. Du kommer til at arbejde med både moderne kultur og kultur historisk set.


Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site