Arbejdstidsaftale 2011-12
Aftale om arbejdstilrettelæggelsen (GL overenskomsten § 17, 20 og 21) på Ørestad Gymnasium for skoleåret 2011/2012
Det er hensigten med denne aftale at give lærerne på Ørestad Gymnasium gode og klare rammer for at implementere intentionerne i gymnasiereformen og skolens vision og pædagogiske indsatsområder. I det kommende skoleår vil der specielt være fokus på at implementere resultaterne af de tre tænketankenes arbejde: organisering, OEG pædagogik og IT og den virtuelle backbone.
Grundlaget for en god skole er at lærerne trives. Det er hensigten med implementeringen af oplæggene fra de tre tænketanke at øge trivslen blandt lærerne og skabe gode og klare rammer for arbejdets udførelse. Der vil i løbet af skoleåret blive gennemført en række øvrige tiltag, der har til formål at forbedre lærernes trivsel.
I arbejdet med den fortsatte implementering af gymnasiereformen vil der i det kommende skoleår være fokus på at lærerne inden for den enkelte studieretning og omkring den enkelte klasse samarbejder om at tone studieretningen, således at de enkelte studieretninger adskiller sig markant fra hinanden i kraft af de særlige projekter, arrangementer og faglige vægtninger der indgår i den enkelte studieretning.
Som grundlag for lærernes pædagogiske arbejde implementeres de pædagogiske aftaler som er beskrevet i dokumenterne fra den pædagogiske tænketank.
Det er skolens strategi at være førende skole inden for anvendelse af IT i undervisningen. I det kommende skoleår vil der være fokus på digitalisering af undervisningsmidlerne i alle fag. Faggruppen og fagbasen spiller den væsentligste rolle i dette arbejde. Det er derfor et vigtigt indsatsområde for skoleåret at faggrupperne får opprioriteret arbejdet med at udvikle digitale undervisningsmaterialer og undervisningsforløb, der kan erstatte lærebøger og fotokopiering, og som udnytter de digitale mediers muligheder for at anvende varieret og motiverende undervisning der henvender sig tilde forskellige elevtyper. Der planlægges planlægnings- og forberedelsesdage hvor en del af dette arbejde kan foregå (jf. afsnittet om tilstedeværelse). Fremdriften i arbejdet vil blive evalueret på afdelingsmøder og/eller fagenes GRUS.
Som basis for arbejdet med at digitalisere undervisningsmaterialerne og kvalificere den virtuelle undervisning implementeres IT-tænketankens oplæg om at skolen overgår til Google Apps som virtuel pædagogisk platform. Der udarbejdes klare aftaler mht. fælles anvendelse af Google Apps og Lectio i undervisningen. Der gennemføres i skoleåret en række efteruddannelsesaktiviteter, der har til formål at klæde lærerne godt på til at anvende Google Apps og til at udvikle motiverende digitale undervisningsmaterialer.
Hensigten med etablering af studieretningsteams er udover at sikre studieretningstoningen og samarbejdet mellem fagene at understøtte skabelsen af en elevkultur med fokus på læring og studieaktivitet. Der vil blive udarbejdet klarere retningslinier for håndtering af elevfravær, og det bliver en væsentlig opgave for mentor og studieretningsteams at følge op på elever trivsel og studieaktivitet.
De prioriterede faglig-pædagogiske indsatsområder for skoleåret 2011-2012 er:
● Udvikling af digitale undervisningsmaterialer
● Globalisering
● Elevkultur (læring, fravær og frafald)
● Læring i spil
● Studieretningstoning
De pædagogiske indsatsområder og skolens strategiske projekter er nærmere beskrevet i et bilag til denne aftale.
Grundlaget for skolens pædagogiske arbejde samt aftaler om pædagogiske formater og procedurer er beskrevet i Rapporten fra den pædagogiske tænketank.
Denne aftale om lærernes arbejdstid er en helhedsaftale, og intentionen er at den omfatter alle elementer i forbindelse med lærernes undervisning. Inden for aftalens rammer organiseres planlægnings- og forberedelsesdage med tilstedeværelse på skolen i studieretningsteams, faggrupper og fagbaser.
Der gennemføres desuden en række projekter, hvor de involverede lærere tilføres ekstra ressourcer enten fra eksterne kilder eller fra skolens pulje til særlige projekter.
Undervisning
Det årlige undervisningstimetal, som den enkelte lærer planlægges med, indregnes i lærerens arbejdstid.
For hvert planlagt undervisningsmodul á 95 minutter udløses i alt 253 minutter inklusive forberedelse, pauser og øvrige opgaver (undervisningstiden ganges med faktoren 2,666).
Forberedelsen til undervisning omfatter, at læreren alene eller sammen med studieretningsteamet/faggruppen/fagbaseteamet planlægger, forbereder, evaluerer og efterbehandler undervisning og undervisningsforløb samt forbereder flerfaglige undervisningsforløb, fx i forbindelse med det naturvidenskabelige grundforløb, almen sprogforståelse og almen studieforberedelse.
Det er hensigten, at væsentlige dele af årets undervisning udarbejdes i samarbejde med fagkolleger eller lærere fra andre fag, og at de planlagte undervisningsforløb lægges ud i skolens digitale bibliotek i Google Apps.
Tiden til forberedelse beregnes med faktoren 1,333.
En del af den fælles forberedelse organiseres som forberedelse med tilstedeværelse på skolen efter en centralt fastlagt mødeplan.
Pauser
Tiden til pauser medregnes som arbejdstid og beregnes i forhold til lærerens planlagte undervisningstimetal. Tiden til pauser beregnes med faktoren 0,222.
Øvrige opgaver i tilknytning til undervisningen
Tid til varetagelse af øvrige opgaver i tilknytning til undervisning beregnes i forhold til lærerens planlagte undervisningstimetal.
Følgende opgaver er omfattet af akkorden:
● Karaktergivning og andre administrative opgaver i henhold til skolens evalueringsplan
● Lærersamarbejde og vidensdeling i studieretningsteamet.
● Udarbejdelse af studieplaner og undervisningsbeskrivelser for det enkelte fag (jf. § 120 i stx-bekendtgørelsen)
● Lærersamarbejde og videndeling i den enkelte faggruppe/fagbase samt i studieretningsteamet
● Koordinering af elevernes arbejdsbyrde i forbindelse med det skriftlige arbejde
● Forsømmelsesregistrering
Tiden til de nævnte opgaver beregnes med faktoren 0,111
Tilstedeværelse
Til planlægning og forberedelse af fælles undervisning samt vidensdeling i studieretningsteams og faggrupper i forbindelse med fælles undervisning planlægges op til 37 timer med tilstedeværelse i løbet af skoleåret. Der udarbejdes en centralt fastlagt mødeplan. Tiden til den fælles planlægning og forberedelse er en akkord inden for arbejdstidsaftalens samlede ressource på 2,666 timer pr. lektion à 60 minutter.
Øvrige opgaver i forbindelse med realiseringen af elevernes uddannelsesplan
Fra fagenes årsnorm og elevernes uddannelsestid fratrækkes 7% af timerne, som anvendes til intern evaluering og aktiviteter ud fra en aktivitetsplan som er drøftet med GL-tillidsrepræsentanten.
Seminarer og kompetenceudvikling
For at understøtte skolens og den enkelte i at realisere skolens vision og indsatsområder afsættes et antal dage til intern kompetenceudvikling og seminarer og et antal dage til individuel kompetenceudvikling uden for huset. Der udarbejdes retningslinier for fordeling af ressourcer og tid til ekstern kompetenceudvikling. Den interne kompetenceudvikling vil understøtte skolens pædagogiske indsatsområder, i det kommende skoleår i ganske særlig grad inden for IT.
Hver seminar- og kompetenceudviklingsdag honoreres i henhold til overenskomsten med 7,4 timer pr. dag.
Om procedure, tilrettelæggelse og varsler
Der holdes i hvert semester et personalemøde, hvor skolens pædagogiske indsatsområder drøftes.
Der udarbejdes før hvert skoleår en aktivitetsplan (efterårs- og forårskalender) og et skema. Aktivitetsplanen indeholder ved skoleårets begyndelse de aktiviteter, der kan forudsiges (herunder mødeplan for faggrupper og studieretningsteams samt afdelingsmøder og personalemøder). Ledelsen opstiller en overordnet studieplan/semesterplan.
Skemaet og aktivitetsplanen fastlægger lærerens tilstedeværelse på skolen. Mellemtimer søges undgået. Det lagte skema administreres af det enkelte lærerteam via teamlederne således at studieplanen/semes-terplanen udfyldes. Møder afvikles så vidt muligt om onsdagen i 4. modul.
Ønsker en lærer større ændringer i sin mødeplan aftales dette normalt senest 4 uger før med ledelsen. Ønsker ledelsen en ændring i mødeplanen adviseres lærere og elever normalt senest 3 uger før ændringen. Disse frister kan der afviges fra ved særlige forhold, fx akut sygdom og i eksamensperioden.
Aktivitetsplan/årskalender og skema udarbejdes inden sommerferiens begyndelse. Evt. justeringer af kalenderdelen for forårssemestret skal foreligge senest den 15. december. Læreren afgiver tilsagn om anvendelsen af feriefridagene ved planlægningen af det kommende skoleår i april.
Ørestad den . juni 2011
___________________________ _____________________________
Allan Kjær Andersen Per Sonne
Rektor, Ørestad Gymnasium GL Ørestad Gymnasium
Sidst redigeret 23. august 2011 14:31 af Ida Marie Klawonn