Ørestad Gymnasium

 - et moderne gymnasium med en medieprofil

Ørestad Gymnasium er alment gymnasium der udbyder studieretninger inden for både det naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske område. Vi profilerer os især inden for medier, kommunikation og kultur.

Vi ønsker at være det oplagte gymnasievalg for elever der især ønsker at forberede sig til videreuddannelse og erhverv inden for medier, kommunikation og kultur.  Samtidig er vi et gymnasium for alle unge, også selv om de ikke specifikt påtænker en fremtid inden for mediebranchen. Hos os får de kompetencer til at begå sig i et samfund hvor videns- og oplevelsesproduktion spiller en stadig større rolle.  

Vor profil kommer til udtryk i vort udbud af studieretninger, i forløbene i de enkelte fag og fagsamarbejder og i vore netværksrelationer med virksomheder og institutioner inden for medier og kommunikation (f.eks. DR, Ekstra-Bladet, IT-Universitetet og KUA).

Ørestad Gymnasium tilrettelægger undervisningen så den giver eleverne de kompetencer der er nødvendige for at gennemføre en videregående uddannelse og fungere i et videns- og oplevelsessamfund. Vi planlægger undervisningen som en vekselvirkning mellem stærkt lærerstyrede forløb med udgangspunktet i holdmiljøet og plenummiljøet (auditoriet), gruppebaserede forløb, individuel videntilegnelse (bl.a. gennem anvendelse af virtuel undervisning) og undervisning med cases fra omverdenen planlagt i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere.

Ved hjælp af IT skabes en sammenhængende organisering af undervisningen således at læreren og den enkelte elev har overblik over hvad der skal læres og hvor eleven er i sin læreproces. Ørestad Gymnasium er et virtuelt gymnasium der er særdeles godt udrustet med den mest moderne teknologi. IT anvendes som en væsentlig læringsplatform, og skolens udstyr stilles til rådighed for eleverne, også  uden for skoletiden. Vi arbejder for at eleverne bruger skolen til at forberede sig og skrive opgaver, og vi stiller hver dag lærere til rådighed til vejledning af elever efter skoletid (studiecamp).

Med den nye bygning i Ørestad City får skolen enestående muligheder for at realisere sin profil og pædagogiske visioner. Bygningen er skabt til en pædagogik der sigter på fleksibel og struktureret anvendelse af forskellige læringsrum. Bygningen er en åben bygning hvor elevernes, lærernes, administrationens og ledelsens aktiviteter er synlige for alle, hvor man kan inspirere hinanden og nemt kan kommunikere med hinanden.

Kreativitet og innovation er væsentlige kompetencer i fremtidens samfund. Vi ønsker at skabe en skole hvor lærere og elever stimulerer hinanden til at tænke kreativt og nyskabende. På Ørestad Gymnasium får man ikke en kultur forærende. Her er alle medskabere af skolen, og alle har mulighed for at sætte sit præg på skolen, både i undervisningen og i skolens skolens sociale fællesskab.

Allan Kjær Andersen, rektor  

Arkitekturen

Plan over 2.sal, Ørestad Gymnasium

3XN er arkitekterne bag Ørestad Gymnasium.

Læs også Lektor Lisbeth Maria Hansens interview med chefarkitekt Kim Herforth  >>>

Klik ind på COPENHAGEN X og læs om bydelen og skolen.

Ørestad Gymnasium - Ørestads Boulevard 75 - 2300 København S - Tel +45 82 30 22 22 - mail@oegnet.dk - Vilkår for brug af dette site