Reglerne er udformet i henhold til Bekendtgørelse nr. 1249 af 13.dec.2004 med dertil knyttet Vejledning nr. 121 af 13.dec.2004.
Ordensregler
· Du skal tage hensyn til og udvise respekt over for andre i både tiltale og adfærd. Mobning og anvendelse af vold mod andre på skolen tolereres ikke.
· Du skal behandle skolens bygninger og inventar hensynsfuldt. Du må ikke anvende skolens bygninger, udstyr eller materiel til andre formål end undervisning og studier uden forudgående tilladelse fra rektor.
· Du skal også på skolens område overholde gældende lovgivning.
· Du er forpligtet til at være bekendt med skolens anvisninger og rette dig efter disse. Anvisninger meddeles på morgensamlinger, på Fronter, på skolens hjemmeside eller ved opslag.
· Du skal rette dig efter anvisninger fra skolens personale, såvel på skolens område som ved undervisningsaktiviteter uden for skolens område.
· Du skal arbejde koncentreret med de undervisningsaktiviteter som din lærer sætter i gang, og du må ikke forstyrre andre elevers koncentration.
· Når du bevæger dig på skolens område, skal du opføre dig på en sådan måde at du ikke forstyrrer elevers og læreres studieaktiviteter.
· Du skal behandle lånte undervisningsmidler ordentligt. I modsat fald vil du skulle erstatte beskadigede materialer.
· Du må ikke ryge i skolens bygninger (heller ikke på terrasserne og tagetagen). Der må kun ryges på pladsen bagved skolen over parkeringshuset.
· Du må ikke indtage alkohol eller andre rusmidler på skolen, hverken i undervisningstiden (herunder ekskursioner og studierejser) eller uden for undervisningstiden. I særlige tilfælde (arrangementer hvor der ikke er undervisning den efterfølgende dag) kan rektor dispensere.
· Skolens computere og skolens net må i undervisningstiden kun anvendes til formål der er relevante for undervisningen. Det er ikke tilladt at gennemføre betalinger over skolens net.
· Du må ikke nedtage spil, musikfiler og ophavsretsbeskyttede programmer via skolens netværk, og du må ikke ændre opsætningen på skolens computere. Du må kun anvende skolens computere med anvendelse dit eget password. Misbrug af skolens IT-system betragtes som hærværk.
· Du må kun indtage fødevarer i skolens kantine samt i gruppemiljøerne på 1. og 2. etage. Drikkevarer må medbringes i holdmiljøer og gruppemiljøer.
· I pauser skal du opholde dig i pausemiljøerne, kantinen eller udenfor (i spisepausen tillige i gruppemiljøerne på 1. og 2. etage).
· Du skal rydde op efter dig selv i såvel holdmiljøer, gruppemiljøer, individmiljøer, fagmiljøer og pausemiljøer. Alle områder skal forlades, så møblerne står i overensstemmelse med grundopstillingen for det pågældende område og med stolene hængt op under bordene,
· Under eksamen og prøver skal der være ro på skolen. I eksamensperioden er det kun tilladt at opholde sig i stueetagen, men mindre du skal til eksamen.
· Du skal i din påklædning respektere at skolen er en undervisningsinstitution.
Overtrædelse af ovenstående regler vil normalt medføre, at du indkaldes til samtale med rektor og tildeles en skriftlig advarsel. I grovere tilfælde vil du kunne bortvises fra skolen i op til 10 skoledage pr. år, der medtælles som fravær, eller fra enkelte arrangementer på skolen. I graverende tilfælde vil du kunne bortvises permanent med øjeblikkelig virkning, også i tilfælde hvor du ikke forud er tildelt en skriftlig advarsel.
Ødelæggelse af skolens bygning, inventar og undervisningsmidler samt andre elevers ejendele skal erstattes. Skolen har ingen forsikring. Det er derfor den enkelte elevs ansvar at være forsikret i tilstrækkeligt omfang.
Overtrædelse af gældende lovgivning anmeldes til politiet.
Hvis ordensreglerne overtrædes på en studietur, kan de ansvarlige lærere træffe afgørelse om at du hjemsendes for egen regning (de praktiske omstændigheder aftales med forældrene).
Vedtaget af bestyrelsen den 26. november 2008
Allan Kjær Andersen, rektor