Kære elev

Rigtig hjerteligt velkommen til Ørestad Gymnasium.

For at din hverdag på OEG skal køre på skinner fra dag ét, har vi samlet alt det praktiske her i elevhåndbogen. Den fungerer som din personlige GPS til alt fra økonomi, studieture og supportmuligheder til de vigtige spilleregler, der gælder for os alle på skolen. Gymnasiet giver dig masser af frihed under ansvar, og det betyder, at vi har nogle klare forventninger til dig som OEG-elev.

 

Vores forventninger til dig som elev på OEG:

 

  • Pas på fællesskabet og husreglerne: Vi forventer, at du bidrager positivt til både undervisningen og det sociale liv. Det gælder til daglig i vores studiezoner, til fester eller når vi samles til OEG Fælles. 
  • Få styr på det praktiske i tide: Vi forventer, at du selv tager asvar for dit studieliv, herunder at du har styr på at din computer virker, at du har de programmer du skal bruge til fagene og at du tjekker din OEG mail dagligt og svarer på de mails, der kræver det.

  • Tag ansvar for dit fravær: Du har mødepligt til al undervisning og alle faglige aktiviteter. Hold øje med din fraværsside i Lectio.

  • Overhold dine skriftlige deadlines: Dine opgaver skal afleveres til tiden. Hvis du kommer bagud med dine skriftlige afleveringer, forventer vi, at du indhenter det forsømte. 

Læs denne håndbog grundigt igennem – så er du klædt bedst muligt på til en fantastisk start!

 

Godt at vide, når du starter på OEG 

På Ørestad Gymnasium ønsker vi, at alle vores elever får de bedste forudsætninger for at gennemføre deres gymnasieuddannelse – uanset hvilke udfordringer man måtte have med i bagagen. Hvis du ved, at du har brug for støtte, så ræk ud til os med det samme, når du er blevet optaget. Hvorfor er tidlig kontakt vigtig? For at din støtte kan være klar hurtigst muligt, er det afgørende, at vi får indsendt ansøgningen så tidligt som muligt. Ansøgningsprocessen og eventuel bestilling af udstyr eller timer tager tid i systemet. Læs mere om hvordan du søger støtte på vores hjemmeside.

 

Støtteformer

🤝 For elever med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, ordblindhed eller andre specifikke vanskeligheder, findes der muligheden for SPS (Specialpædagogisk Støtte). Støtten er sat i verden for, at du kan uddanne dig på lige fod med dine klassekammerater. 

👫 Gennem vores mentorordning kan eleverne både få tildelt en elevmentor eller en voksenmentor, som hjælper med struktur, planlægning og overblik.

🙋‍♀️ Studievejlederne hjælper elever, som har brug for særlige aftaler ifm. udredning og behandlingsforløb.

📖 Læsevejledningenmatematikvejledningen og sprogvejledningen hjælper de elever, hvis vanskeligheder viser sig særligt inden for enkelte fag.

Elevatorerne er forbeholdt lærerne. Elever kan i særtilfælde få en nøgle hos administrationen mod forevisning af en lægeerklæring eller andet, der kan dokumentere behov. Hvis du har en elevatornøgle, er det kun til privat brug. Dvs. at du ikke må tage andre elever med i elevatoren. Hvis du misbruger aftalen, får du frataget dit elevatorkort.

Så snart du hører brandalarmen, skal du straks forlade bygningen via nærmeste flugtvej (følg instruksen i højttaleren) og gå til samlingsstedet for den bygning, du er i.
Du må IKKE forlade samlingsstedet, før du har fået lov, da læreren skal kunne tjekke, at hele klassen er kommet ud.

 

Hovedbygningen, Ørestads Boulevard 75
Gå til arealet langs kanalen ved Arne Jacobsens vej (på siden af biblioteket og folkeskolen).

 

Brug ikke elevatoren
Du må under ingen omstændigheder bruge elevatoren under brand.

Gangbesværede skal hjælpes ned ad trappen.

Undervejs i gymnasiet er der forskellige udgifter, som skolen ikke betaler, fx ture til biograf, museum, teater, licenser til undervisningsmaterialer, I-bøger, ordbøger mm.

For at gøre det så let som muligt, har vi på OEG en ordning, hvor du ved skolestart betaler 2500 kr. Dette beløb dækker elevbetalingen for alle tre år, du går i gymnasiet. Betalingen foregår via www.gymbetaling.dk, hvor du logger på med dit eget MitID. Hvis du først har udfyldt samtykkeerklæringen, skal du klikke på ‘Mine Events’ for at komme til betalingssiden. Deadline for betaling er d. 1/8 det år, du starter i 1.g.

OBS: Beløbet refunderes ikke ved udmeldelse.

I 2.g tager alle klasser på studietur og i 3.g tager flere af sprogholdene på sprogrejser. Studieturen på OEG er en integreret del af undervisningen, hvor faglig fordybelse og social dannelse går hånd i hånd. Turen skal styrke relationerne i klassen og mellem lærere og elever, samtidig med at den fungerer som et levende laboratorium for studieretningsfagene.

Pris
En studietur koster ca. 4300 kr. som dækker transport, ophold og udflugter. Hertil kommer udgifter til mad og drikke og evt. lokal transport. Enkelte ture kan koste mere for klasser, der får dispensation til flyrejser. Når du tilmelder dig turen, siger du også ja til selv at betale for de udgifter, der er forbundet med turen. Du forpligter dig endvidere til at betale rettidigt. 

 

Tilmelding 
Tilmelding til studieturen er bindende. Det betyder, at du IKKE kan få dine penge tilbage for turen, hvis du fortryder og afmelder dig (dette gælder også, hvis du bortvises fra skolen). 
 

Støtte til betalingen
Hvis du eller din familie har problemer med at kunne betale, kan du søge økonomisk støtte ved Skolefonden, der typisk støtter med 1500 kr. til familier i ”nød og trang”. Du søger ved at henvende dig til din studievejleder og skal kunne dokumentere dit behov.

Her kan du læse skolens studie- og ordensregler

Studieaktivitet, fravær og SU

Når du går på gymnasiet, har du mødepligt til al undervisning og alle planlagte faglige aktiviteter. Skolen har et automatisk system, der holder øje med dit fravær, men det er dit eget ansvar at følge med i det regelmæssigt på din fraværsside på Lectio.

Er du under 18 år, har du desuden pligt til at orientere dine forældre om dit fravær. Kontakter de skolen, har vi pligt til at oplyse dem om det.

 

1. Hvor tjekker jeg mit fravær?

Du tjekker dit fravær i Lectio.

Vigtigt: Du skal altid kigge på tallet under ‘Periode’ og ikke ‘For året’. Det er fraværet for den aktuelle periode, skolen reagerer på.

 

2. Hvad er fravær? (Fysisk og skriftligt)

Der findes overordnet set ikke lovligt fravær. Er du ikke i skole, får du fravær. Fraværet deles op i to typer:

 

Fysisk fravær (mødeprocent i timerne):

  • 50 % fravær: Hvis du kommer for sent (men er der i mindst halvdelen af modulet).
  • 100 % fravær: Hvis du slet ikke møder op, eller hvis du mangler mere end 45 minutter af et modul.

Skriftligt fravær (afleveringer):

Du får skriftligt fravær, hvis du ikke afleverer dine opgaver til tiden. Bliver du syg, skal du lave en aftale med din lærer om at aflevere senere. Har du for meget skriftligt fravær, der ikke skyldes sygdom, kan læreren sende dig på en “skrivecamp” på skolen, hvor du skal møde op og skrive de opgaver du mangler.

 

3. Sygdom giver også fravær

Selvom du er syg, tæller det som fravær. Men bliv hjemme så du ikke smitter andre! Vi forventer, at alle bliver syge i løbet af skoleåret. Det er netop derfor, du må have op til 10 % fravær. 

 

4. Sanktioner: Hvad sker der ved for meget fravær?

Grænsen for fravær går ved 10 % (opgjort for perioden). Der skælnes ikke mellem fysisk og skriftligt fravær. Går du over dette, træder skolens sanktionstrappe i kraft:

  1. Bekymringsbrev: Du får et brev, når du rammer over 10 %. Dette er en pædagogisk tilrettevisning om at få fraværet ned, og du skal til en obligatorisk samtale med din studievejleder.
  2. Sanktioner: Falder fraværet ikke, kan skolen give dig en officiel advarsel, stoppe din SU, eller nægte at indstille dig til eksamen i de fag, hvor du har for meget fravær.
  3. Bortvisning: Fortsætter du med at samle fravær efter en sanktion, kan du i yderste konsekvens blive smidt ud af skolen.

Det er vigtigt at du kontakter din klasses studievejleder, hvis der er forhold i dit liv (helbredsmæssige, sociale forhold mm) der forhindrer dig i at passe din skole, så I sammen kan lægge en god plan.

 

5. Hvornår kan fravær blive “godskrevet”?

At få godskrevet fravær betyder, at fraværet slettes fra din statistik. Dette gælder kun i helt særlige skolerelaterede tilfælde, hvor du skal være to steder på én gang.

Du kan få godskrevet fravær ved:

  • Skoleaktiviteter (fx OEG Live deltagelse, møder i elevudvalg mv.).
  • Uddannelsesaktiviteter (Åbent Hus eller studiepraktik).
  • Forsvarets Dag: Dette er den eneste ikke-skolerelaterede aktivitet, der godskrives. Du skal vise din indkaldelse i administrationen som dokumentation.

Du skriver til dap@oegnet.dk for at få godskrevet dit fravær.

 

6. Særlige regler for Idræt

Idræt er obligatorisk. Derfor gælder der særlige regler:

  • Mød altid omklædt: Du kan ikke bare sidde i dit normale tøj og kigge på. Du skal møde omklædt og deltage aktivt. I idrætstimerne laver vi fysiske øvelser sammen, og det indebærer også, at vi hjælper hinanden med forskellige øvelser.
  • Skader er ikke en undskyldning: Har du forstuvet en finger eller fået en knæskade, skal du stadig møde omklædt. Du aftaler med læreren, hvad du godt kan deltage i (fx genoptræning, dans, dommertjans eller teori).
  • Fritagelse: Du kan ikke blive fritaget af religiøse årsager. Fuldstændig fritagelse kræver en lægelig attest på, at du overhovedet ikke kan dyrke idræt i 3 år. Får du den, skal du have et andet fag i stedet.
  • Kontakt altid din studievejleder hvis du får en skade, der påvirker din deltagelse i idrætsfaget.

7. Er du eliteidrætsudøver?

Dyrker du idræt på eliteplan, tager skolen særligt hensyn. Du skal kontakte skolens Team Danmark-koordinatorer, Niklas (NTJ) eller Rasmus (RAF). De kan hjælpe dig med at lægge en plan, hvis din sport kræver, at du fraviger 10 %-reglen. Særaftaler kræver dog, at du overholder de aftaler, du laver med koordinatoren – ellers får du sanktioner som alle andre.

Som studerende på Ørestad Gymnasium har du måske mulighed for at søge om SU (Statens uddannelsesstøtte).

Du står selv for at søge på su.dk. Det kræver, at du har mit-id/nem-id. Tildelingen af SU kræver, at du er tilmeldt en godkendt uddannelse, så du kan ikke få SU, hvis du ikke er korrekt registreret hos Ørestad Gymnasium. Hvis du har mistanke om, at dette kan være tilfældet, så kontakt studieservice på studieservice@adm.oegnet.dk. Vedlæg evt. svaret fra su.dk samt så mange oplysninger som muligt om dig selv, der kan være relevante for din SU-søgning.

Du kan også komme ned i studieservice, der ligger ved siden af Lærerloungen, i et frikvarter, så kan vi hjælpe dig med at se, hvordan du står registreret.

De væsentligste årsager til at du ikke kan få SU

  • Du er ikke fyldt 18 år (du kan først få SU kvartalet efter du er fyldt 18 år)
  • Du tjener for meget
  • Du er udenlandsk statsborger (du skal ligestilles med danske statsborgere for at blive godkendt til SU).

Se su.dk for et overblik over betingelserne og se su.dk/ungdomsuddannelser for de specielle krav vedr. gymnasier.

Udeboende SU som 18-19 årig

Husk, at du i dette sjældne tilfælde både skal ændre din ansøgning på su.dk (Ret din SU). Det skema du får her skal udskrives, udfyldes og gives til en studievejleder. Se her for mere info. Du kan ikke få SU med tilbagevirkende kraft, så det er vigtigt, at alle ansøgninger er afleveret til tiden.

Skriftlighed og regler for afleveringer

Eleverne skriver opgaver både på skolen og derhjemme. På skolen kan det være småopgaver uden fordybelsestid, der skrives i Google Classroom og er en del af undervisningen. De bliver ikke nødvendigvis set af læreren, men er med til at give træning.

Der er også afleveringsopgaver med fordybelsestid, som delvis skrives på skolen, hvor der er fokus på skriveproces, og at eleven får mundtlig eller skriftlig feedback i processen. Typisk gør eleven sidenhen opgaven færdig derhjemme. Dette er et træningsrum, hvor der ikke gives karakter, men fremadrettet feedback. Der er også opgaver med fordybelsestid, der skrives på skolen med et eksamenstrænende formål, og som foregår i det, vi kalder et præstationsrum. Her gives karakter for opgaven og eventuelt en mundtlig eller skriftlig feedback. Læreren angiver i opgaven på GC, at det er præstation. Arbejde i træningsrummet fylder mest i gymnasietiden, men hen mod afsluttende eksamen kan eleven forvente, at der skrues op for præstationsrummet. Afleveringsopgaver skrives altid fra start til slut i et GC-dokument, som læreren har tildelt eleven. Opgaven afleveres også på lectio (udelukkende med det formål at styre
det skriftlige fravær/ikke-fravær).

Læreren vælger feedbackformen og angiver den på forhånd. Det kan være skriftlige kommentarer, rubrics i GC, peer-feedback, hvilket vil sige, at eleverne giver hinanden feedback fx ud fra fokuspunkter, som læreren har defineret. Læreren kan også gennemgå en eksemplarisk opgave på tavlen fx med henblik på, at eleverne efterfølgende skal imitere dele af opgaven. Eller læreren sakser afsnit ud af afleveringerne og lade eleverne analysere deres kvalitet. Læreren kan også give mundtlig feedback fx i en screencastify-video i GC eller i en samtale på skolen.

Læreren skal sørge for, at lektier er tilgængelig for klassen minimum to hverdage før undervisningen finder sted. 

Eleverne skal senest den 10. august kunne se i Lectio, hvornår deres skriftlige afleveringer frem til jul er planlagt til, og senest den 15. november for resten af skoleåret (dvs. opgaverne fra jul til sommerferien). 

Opgaveformuleringen skal være tilgængelig for klassen senest 14 dage før opgaven skal afleveres. Det gælder uanset antallet af elevtimer, og om der er planlagt tid til at arbejde med opgaven i et modul.  

Læreren giver feedback på opgaven senest 14 dage efter, at den er afleveret, medmindre der er givet fremadrettet feedback i løbet af skriveprocessen. Læreren kan give feedback på mange forskellige måder.

Vi vil gerne have, at du lærer mest muligt i din tid her på Ørestad Gymnasium. For at det kan lade sig gøre, er det afgørende, at det arbejde, du afleverer, er dit eget. Snyd og plagiat ødelægger din egen læringsproces, og derfor ser vi med stor alvor på det. Det er vigtigt, at du forstår reglerne, da snyd i yderste konsekvens kan betyde, at du bliver bortvist fra skolen.

Herunder har vi samlet de præcise regler for, hvad vi betragter som snyd, og hvilke konsekvenser det har.

1. Hvad er snyd og plagiat?

Kort fortalt: Du snyder, hvis du afleverer noget som dit eget arbejde, selvom det helt eller delvist er lavet af andre. Hver gang du bruger andres viden, tekster eller idéer, skal du angive kilden præcist.

Det betragtes som snyd, når du:

  • Kopierer eller skriver af: Både fra andre elever, bøger, internettet eller andre kilder.
  • Bruger AI: Medmindre din lærer udtrykkeligt har tilladt det til den specifikke opgave.
  • Oversætter uden kilde: Tager en tekst på et andet sprog og oversætter den til dansk uden at skrive, hvor den stammer fra.
  • Får andre til at skrive for dig: Afleverer en opgave, som en anden (eller en AI) har skrevet for dig.
  • Genbruger dit eget arbejde: Afleverer dele af en opgave, du allerede har fået bedømt tidligere, uden at gøre tydeligt opmærksom på det.
  • Bruger forkerte hjælpemidler: Anvender uretmæssig hjælp eller hjælpemidler, der ikke er tilladt.
  • Afleverer snydedokumenter: Afleverer tomme filer eller dokumenter med uvedkommende  indhold for at få det til at ligne, at du har afleveret noget.

Husk: Alle opgaver kontrolleres af et digitalt plagiat-system. Du kan læse meget mere om, hvordan du undgår at plagiere på stopplagiat.nu.

2. Konsekvenser ved snyd i skriftlige opgaver 

Hvis din lærer mistænker dig for at have snydt, vil I altid tage en samtale først, så du har mulighed for at udtale dig, inden en sanktion sættes i værk. Bliver det bekræftet, at der er tale om snyd, vil opgaven tildeles karakteren -3.

Sanktionstrappen for snyd i skriftlige opgaver: 

  1. Første gang: Din lærer tager en alvorlig samtale med dig, og det noteres i Lectio, at du har snydt.
  2. Anden gang: Du får en officiel skriftlig advarsel for brud på studie- og ordensreglerne.
  3. Tredje gang: Du kan blive bortvist fra skolen.

Bemærk, at advarsler for snyd ikke slettes ved skoleårets afslutning (i modsætning til fraværsopgørelsen), men følger dig i alle dine tre år på gymnasiet.

3. Snyd ved interne prøver (DHO, SRO, termins- og årsprøver)

De større skriftlige opgaver og interne prøver er træning til de rigtige eksamener. Ved mistanke om snyd bliver du indkaldt til en formel samtale med ledelsen. Det er lærerens faglige vurdering, der afgør om du bliver indkaldt til samtale for formodning om snyd.

Hvis snyd konstateres, eller hvis der foreligger en velbegrundet mistanke om snyd, er sanktionen en formel skriftlig advarsel.

4. Snyd til de officielle eksamener

Til eksamen gælder der strikse regler fra ministeriet. Det er eksamenssnyd at skaffe sig hjælp, hjælpe andre, kommunikere med andre under prøven, aflevere andres/eget tidligere arbejde eller bruge ikke-tilladte hjælpemidler.

Konsekvensen ved eksamenssnyd er meget alvorlig. Det er skolen, der afgør sanktionen, som er en af følgende:

  1. Bortvisning fra prøven: Du mister dit eksamensforsøg og må typisk vente et helt år med at gå til prøven igen.
  2. Karakteren -3: Du tildeles karakteren -3 for prøven.

Inden du trykker “aflever”, så stil dig selv disse 4 spørgsmål:

Har du skrevet det hele selv? Du må ikke få andre til at skrive for dig, og du må ikke bruge AI (som f.eks. ChatGPT), medmindre læreren specifikt har tilladt det.

Har du husket kilderne? Hvis du bruger andres viden, tekster eller idéer, skal du lave en kildehenvisning. Det gælder også, hvis du selv har oversat teksten fra et andet sprog.

Har du droppet copy-paste? At kopiere tekst fra nettet, bøger eller venner uden at citere korrekt er plagiat – og det er snyd.

Er det dit eget nye arbejde? Du må ikke genbruge dele af dine egne tidligere opgaver uden at gøre opmærksom på det med en kildehenvisning (selvplagiat).

HUSK: Alle opgaver køres gennem et elektronisk plagiat-system. Snyd medfører -3, officielle advarsler (der følger dig i alle 3 år!) og i yderste konsekvens bortvisning.

Er du i tvivl om, hvordan du citerer korrekt? Tjek stopplagiat.nu

Her kan du finde alt, hvad du skal vide om regler og retningslinjer for eksamen. 

I løbet af din gymnasietid skal du til 10 eksaminer. Herunder et studieretningsprojekt.

Typisk er en 1.g-elev til eksamen i 1-2 fag. En 2.g-elev er til eksamen i 1-3 fag, og en 3.g’er har typisk 3-6 eksaminer.

Har du ekstra fag på A-niveau (ud over de fire), skal du til en ekstra eksamen per A-niveau-fag.

Elever i 1.g og 2.g skal – ud over den/de mundtlige eksaminer – også til årsprøve i et eller flere fag.

 

Før den skriftlig eksamen

Du har pligt til at orientere dig på Lectio inden eksamensdagen, så du ved, hvor og hvornår din skriftlige eksamen foregår. Du skal finde din plads og være klar i eksamenslokalet kl 8.30, inden dørene lukker kl 8.45. 

Hvis du bliver syg, skal du melde dig syg senest 15 minutter inden, den pågældende skriftlige eksamen går i gang. Sygemelding skal ske på skolens tlf: 82 30 22 22. Kontakt herefter egen læge for at få en lægeerklæring.

Hvis du kommer for sent:

  • Hvis du kommer mellem kl. 8.45 og kl. 9.00 skal du vente udenfor det lokale, hvor prøven foregår. Du vil blive lukket ind, når vagterne tillader det. Det kan godt være efter kl. 9.00 
  • Hvis du kommer efter kl. 9.00 skal du henvende dig i administrationen, hvor rektor/vicerektor/en uddannelseschef vil afgøre, om du kan få lov til at aflægge prøven. Du må ikke gå ind i eksamenslokalet uden denne tilladelse. Hvis du får lov til at aflægge den pågældende prøve, har du mistet den tid, du er kommet for sent.

Under den skriftlige eksamen

Du skal altid rette dig efter vagternes anvisninger og påbud

Du må ikke stille faglige spørgsmål til vagterne.

Din mobiltelefon skal slukkes helt og afleveres til vagterne.

Der er mulighed for at handle i kantinen før og efter den skriftlig eksamen, men ikke under.

Skolen stiller hverken computere eller printere til rådighed. Du skal selv medbringe strømforsyning til din computer.

Du kan komme på toilettet, når du får tilladelse til det af en af vagterne.

Du er selv ansvarlig for at medbringe tilladte hjælpemidler fx lommeregner, opslagsbøger, noter mv.

Hvis den første time af den skriftlige eksamen skal afvikles uden hjælpemidler, skal du sørge for at have en kuglepen eller blyant med. 

Du må gerne høre lav musik i høretelefoner. 

Hvis den skriftlige eksamen har en delprøve uden hjælpemidler kan du ikke høre musik under denne del af prøven, da alle hjælpemidler skal være pakket væk.

Bluetooth er ikke tilladt og skal være slukket på computeren under prøven. Derfor er det heller ikke tilladt at benytte trådløse høretelefoner til prøven.

 

Eksamen er som udgangspunkt uden netadgang:

Når eksamen går i gang kl. 9.00, er det ikke tilladt at tale og/eller kommunikere med nogen, og hvis du har spørgsmål, må du kontakte en af vagterne i eksamenslokalet. 

Du må under ingen omstændigheder søge informationer eller på anden vis kommunikere med omverdenen via computeren, mobiltelefon eller lignende.

Du skal sørge for at downloade ordbøger INDEN eksamen. Under eksamen vil der være adgang til Gyldendals ordbøger på nettet, men der kan være problemer med adgang og funktionalitet af Gyldendals hjemmeside.

Hvis du ønsker at gøre brug af noter eller materialer fra Google, skal du inden eksamen downloade disse til din computer. Vagterne holder øje med computerskærmene, og hvis de opdager, at du søger informationer på nettet eller forsøger at komme i kontakt med andre, bliver du bortvist fra eksamen.

Du kan ikke benytte google docs som skriveprogram. Sørg for at word eller lign. fungerer.

Hvis det kan downloades, skal det downloades. Mister læremidlet funktionalitet ved download kan vi dispensere, men kun for de dele af undervisningsmidler der aktivt har været bragt i anvendelse i undervisningen.
Her skal det så stå i undervisningsbeskrivelsen og fremgå af positivlisten.
Positivlisten laves af din lærer og vil være til rådighed ved prøven.

Afslutning af den skriftlige eksamen.

Delprøve uden hjælpemidler:

Hvis den første time af eksamen er uden hjælpemidler, skal din besvarelse af denne del, afleveres i det udleverede omslag. Husk at udfylde omslaget, der ligger på dit bord.

Digital aflevering:

Delprøve med hjælpemidler skal afleveres digitalt. Følg vejledningen der ligger på din plads.
Husk at siderne i det dokument du afleverer skal nummereres, og lav et sidehoved med navn, klasse og fag.
Husk at din besvarelse skal gemmes som PDF.

 

Generelt:

Sørg for at bruge tiden fornuftigt – og brug hele tiden; vær sikker på, at du har gjort det så godt som muligt, læs grundig korrektur på din besvarelse flere gange, så du er sikker på, at du har rettet stave- og forståelsesfejl, og lad være med at gå før tid – der er altid noget, du kan gøre endnu bedre.

Hvis du afleverer eksamen før tid, må du gerne forlade prøvelokalet, men du må IKKE tage din computer med. Ifølge bekendtgørelsen må hverken opgaveformuleringen eller opgavebesvarelser forlade prøvelokalet før eksamen er afsluttet. Du må derfor ikke hente din computer før eksamens afslutning.

Til terminsprøverne er det tilladt at tage dine ting med, hvis du gør det stille og roligt.

Ved brandalarm under den skriftlige eksamen

Hvis alarmen går i gang, skal du blive siddende på din plads og afvente vagternes anvisninger. Du må ikke tale med nogen, selvom alarmen er i gang.

Inden eksamen (alle skrift. eksaminer)
❏ Dørene lukker 8.45. Vær der gerne kl. 8.30
❏ Husk computer og OPLADER
❏ Høretelefoner med ledning (IKKE BLUETOOTH) + download din musik
❏ Officepakke, der fungerer (du må ikke skrive i Docs) – Se guide (indsæt link)

❏ Installer Examcookie og sig ja til alle tilladelser (hvis ikke programmet kører rigtigt på din computer, tæller din prøve ikke) 

❏ Download drev og andre noter
❏ Telefon slukket og afleveret 
❏ Hav relevant materiale med til prøven – skriveredskaber, formelsamlinger osv.
❏ Overvej en ikke larmende madpakke

Inden eksamen (Sciencefag)

❏ Installeret Ti-Nspire – Se guide
❏ Installeret en printer (ellers kan man ikke gemme pdf) – Se guide
❏ Se denne vejledning til, hvordan man gemmer som pdf (DET SKAL MAN)

IT-vejledninger til terminsprøver/skriftlig eksamen

I forbindelse med prøver og eksamen kan man i visse tilfælde få bevilget forlænget forberedelsestid eller eksaminationstid. Det skal du tale med din studievejleder om, da det er studievejlederen, der beslutter, om du kan få forlænget tid. Det kan fx være tilfældet, hvis du er ordblind, men der kan også være andre forhold, der kan give dig mulighed for at få forlænget forberedelsestid eller eksaminationstid.

Til eksamener med en delprøve 1 (fx matematik eller spansk) vil du også få tilbud om at få eksamenssættet som PDF, hvis du er ordblind, så du kan anvende et hjælpeprogram på din computer til fx oplæsning.

I forbindelse med mundtlige prøver og eksamener har du mulighed for at få forlænget forberedelsestid. Hvor lang tid du kan få ekstra, afhænger af eksaminationstiden i det enkelte fag.

Før den mundtlige eksamen

Du har pligt til at orientere dig på Lectio inden eksamensdagen, så du ved, hvor og hvornår din mundtlige eksamen foregår. Der kan forekomme ændringer, indtil 48 timer inden din eksamen.

Hvis du bliver syg, skal du melde dig syg inden kl. 8 den dag, hvor du skal til mundtlig eksamen. Sygemelding skal ske på skolens tlf: 82 30 22 22. Kontakt herefter egen læge for at få en lægeerklæring.

Hvis du kommer for sent, skal du henvende dig i administrationen, hvor en fra ledelsen vil afgøre, om du kan få lov til at aflægge eksamen.

På din eksamensdag skal du bruge indgangen ved foyeren, hvor en vagt vil byde dig velkommen. Du skal være til stede senest 30 minutter, inden din eksamen går i gang. Du må kun være på den etage, hvor din eksamen foregår, og du må ikke opholde dig på etagerne, med mindre du skal til eksamen indenfor de kommende 30 minutter.

 

Under den mundtlige eksamen.

Du må ikke søge informationer på nettet, når du er til forberedelse, medmindre du er til en eksamen med netadgang.

Du skal downloade dine noter fra Google til din computer inden eksamensdagen. Du skal selv sørge for at medbringe en kuglepen el. lign. 

Hvis du har en mobiltelefon med, skal den slukkes og afleveres til din lærer, inden du bliver sat ind til forberedelse. Du får mobiltelefonen tilbage, når du har fået din karakter.

Hvis du går på nettet, og hvis du forsøger at komme i kontakt med andre via din computer, mobil el. lign, bliver du bortvist fra eksamen.

Når eksamen er overstået, må du ikke længere opholde dig på etagerne.

Eksamensspørgsmål til eksamen med lang forberedelse (24 timer) trækkes ved administrationen.

 

Sygeeksamen

Hvis du rettidigt har meldt dig syg til eksamen, har du mulighed for at blive indstillet til sygeeksamen, hvis du fremviser en lægeerklæring.

Sygeeksamen planlægges af administrationen og afholdes hurtigst muligt – senest i august 2019.

 

Specielt for 3.g-elever.

I de sidste eksamensdage, sørger skolen for et overdækket område, hvor jeres familier vente på jer, og her er I velkomne til at samles, når den sidste eksamen er overstået. Mere information om dette følger senere.

 

Hvis du er tæt på at dumpe:

Hvis det viser sig, at dine karakterer er så lave, at du for at bestå studentereksamen skal have en bestemt karakter i den sidste mundtlige eksamen, vil du blive gjort opmærksom på det inden sidste eksamen.

Før den mundtlige eksamen

Hvis du bliver syg, skal du melde dig syg til administrationen inden kl. 8.00 den dag, hvor du skal til mundtlig eksamen.

Sygemelding skal ske på skolens tlf: 8230 2222.

For at komme til sygeeksamen skal du aflevere en lægeerklæring i administrationen hurtigst muligt. Skolen dækker ikke udgifter til lægeerklæringer.

 

Før den skriftlige eksamen

Hvis du bliver syg, skal du melde dig syg SENEST 15 minutter, inden den pågældende skriftlige prøve går i gang.

Sygemelding skal ske til administrationen på skolens tlf: 8230 2222.

For at komme til sygeeksamen skal du aflevere en lægeerklæring i administrationen hurtigst muligt. Skolen dækker ikke udgifter til lægeerklæringer.

 

Sygeeksamen

Sygeeksamen arrangeres hurtigst muligt.

I forbindelse med sommereksamen kan sygeeksamen placeres i august.

Årsprøver er obligatoriske.
Du skal deltage i alle dine årsprøver, ellers kan du ikke rykke op i 2.g eller 3.g.

Hvis du bliver syg

Hvis du bliver syg inden en årsprøve, skal du kontakte administrationen med det samme.

Du kommer i stedet op til en sygeårsprøve til august.

Du kan godt blive nægtet oprykning til næste klassetrin.

Det kan ske, hvis du ved skoleårets afslutning har et standpunkt eller et opnået gennemsnit på under 2,0, og hvis skolen på baggrund af den løbende evaluering af dig samtidig vurderer, at dit udbytte af undervisningen ikke har været tilstrækkelig.

I grundlaget for beregningen af gennemsnittet indgår følgende karakterer:

  • Afsluttende standpunktskarakterer afgivet ved det pågældende skoleårs afslutning i fag, der afsluttes (kaldet årskarakterer).
  • Standpunktskarakterer afgivet ved det pågældende skoleårs afslutning i fag, der ikke afsluttes.
  • Karakterer for officielle prøver aflagt ved det pågældende skoleårs afslutning.
  • Karakterer for årsprøver aflagt ved det pågældende skoleårs afslutning.
  • Dine karakterer fra NV og AP tæller også med, hvis du går i 1.g.

Der er tale om et simpelt – dvs. ikke-vægtet – gennemsnit. Du har mulighed for at klage til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet over institutionens afgørelse om at iværksætte sanktioner eller nægtelse af oprykning til næste klassetrin i henhold til bekendtgørelse om studie- og ordensregler. Se afsnittet om studie- og ordensregler for af finde en klagevejledning.

Her kan du læse mere om skolens procedurer for klager 

Hvis du har spørgsmål om, hvordan undervisningen foregår eller er utilfreds med undervisningen, skal du i første omgang tage en snak med den lærer, som står for undervisningen. Du kan også bede om en evaluering, hvis klassen/holdet mangler at evaluere undervisningen i det pågældende halvår. Hvis du fortsat er utilfreds, kan du klage til skolen.

 

Klagen skal være individuel, skriftlig og præcist beskrive de faktiske omstændigheder, som du vil klage over. Det skal fremgå af klagen, at der har været en dialog med læreren inden. Din klage kan ikke være anonym. Som beskrevet i vores studie- og ordensregler skal alle på skolen anvende et respektfuldt sprog i både skrift og tale, dette gælder også i klagesager. Herefter vil ledelsen forelægge klagen for læreren, der får mulighed for at kommentere og svare på klagen.

 

Ledelsen vil efterfølgende beslutte, hvad der skal ske og give dig besked om dette. Det kan fx være at klagen afvises, at undervisningen har været mangelfuld, og der skal rettes op på det, eller at sagen skal undersøges yderligere.

 

Klagen skal sendes til ledelsen /Rektor Inge Voller ivo@adm.oegnet.gym.dk med overskriften ’Klage over undervisning’. Husk navn, klasse og dato. Du skal forvente, at klagebehandlingen tager noget tid (inden for fire uger) pga. svarfrister til de involverede.

Det er muligt at klage, hvis du oplever fejl eller mangler ved prøver og eksamen, eller hvis du mener, at du har fået en forkert karakter.

Klagen skal være individuel, skriftlig og præcist beskrive de faktiske omstændigheder, som du vil klage over. Det kan være

  • Eksaminationsgrundlaget* (herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende, samt dets forhold til uddannelsens mål og krav)
  • Prøveforløbet
  • Bedømmelsen

Om mundtlige prøver:

Du skal forholde sig til selve eksaminationen, som du aflagde fx i forhold til bedømmelseskriterierne i fagets læreplan. Det er ikke et vægtigt argument, hvad du plejer at få i karakter i forhold til en klagesag, for det kan jo netop være, at man gør det meget bedre eller dårligere, end man plejer til en eksamen.

 

Om skriftlige prøver:

Du skal forholde sig til selve besvarelsen, som du afleverede fx i forhold til bedømmelseskriterierne i fagets læreplan. Det er ikke et vægtigt argument, hvad du plejer at få i karakter i forhold til en klagesag, for det kan jo netop være, at man gør det meget bedre eller dårligere, end man plejer til en eksamen. Hvis du ikke har adgang til din aflevering mere (fx delprøve på papir), skal du henvende dig på kontoret, som vil hjælpe dig med at finde din besvarelse.

Klagen skal sendes til skolen via eksamensklage@adm.oegnet.dk med overskriften

’Klage over eksamen’. Husk navn, klasse, dato og underskrift.

Du skal forvente at klagebehandlingen tager noget tid pga. svarfrister til de involverede (ofte mere end 14 dage).

Det betyder ved klager over sommereksamen, at du muligvis først får svar på din klage i august, da juli er feriemåned.

Du kan læse mere om klageprocedure her: Klageprocedure

Det er muligt at klage, hvis du oplever fejl ved en afsluttende standpunktskarakter (årskarakter). Klagen skal være individuel, skriftlig og præcist beskrive de faktiske omstændigheder, som du vil klage over. Klagen skal sendes til skolen via eksamensklage@adm.oegnet.dk med overskriften ’Klage over afsluttende standpunktskarakter’. Husk navn, klasse og dato. Du skal forvente, at klagebehandlingen tager noget tid pga. svarfrister til de involverede (ofte mere end 14 dage). Du kan læse mere om klageprocedure her: Klageprocedure

Tips og tricks til studentertiden

Book studentervogn allerede i 1.g, da de bliver hurtigt booket i Københavnsområdet. Sørg for at booke vognen i nok antal timer (gerne en time eller to mere end I regner med), da studenterkørslen ofte trækker ud. Vognen bookes som regel til kl. 11, så jeres søsterklasse kan pynte den, mens I er til dimission. 

Blå bog

I løbet af 3.g skal I selv sørge for at skrive blå bog. Skolen sender information ud i løbet af 3.g om hvor I kan bestille og skrive blå bog.

 

OEGs etiske kodeks for blå bog

På OEG er det vigtigt, at det bliver en god og tryg oplevelse for alle afgangselever at skrive og læse Blå bog. Derfor har en gruppe af elever og lærere udformet OEGs etiske kodeks for Blå bog. Læs dem grundigt og brug dem i jeres arbejde med at skrive blå bog.

 

Reglerne for Blå bog:

  • Følg loven – læs her hvilken lovgivning der gælder på området
  • Se det bedste i folk
  • Respekter hinanden og udvis empati
  • Respekter hinandens forskellige grænser
  • Hjælp andre med at skrive i en god tone
  • Undgå sarkasme og ironi – det kan nemt misforstås
  • Det skrevne skal være sjovt for alle – specielt for modtageren (også om 10 år)
  • Hvis du ikke har noget godt at skrive, så få hjælp af andre i klassen eller evt. af andre elever eller lærere.

Husk:

Det gør mindre ondt på dig at lade være med at skrive noget sårende, end det gør på modtageren at læse det.

 

To do liste

Før blå bog skrives:

  • Hver elev vælger minimum 1 tillidsperson, som læser udkastet til vedkommendes blå bog igennem.
  • Diskuter og aftal i klassen, hvilke kategorier I ønsker i jeres blå bog, men husk samtidig det etiske kodeks
  • Klassen skal afstemme forventninger til Blå bog på forhånd, så der ikke opstår misforståelser
  • Aftal konsensus om humoren
  • Skriv ikke om en elev, du har haft en stor konflikt med.

Efter at blå bog er skrevet og FØR I sender den ind:

  • Tillidspersonerne læser det skrevne igennem for at sikre sig, at den enkelte fremstilles på en ordentligt måde og at der ikke står noget krænkende om nogen i klassen. Husk at hele årgangen læser med, og at det skrevne også afspejler den der skriver.

Praktisk info om processen

  • Blå bog skrives i fritiden
  • I kan ikke få godskrevet fravær for arbejdet med at skrive blå bog
  • I kan benytte skolen (inden for åbningstiden) til at holde møde om blå bog
  • Hvis I vælger at tage på tur for at arbejde med blå bog, foregår det også i fritiden.

Huer

Skolen får i løbet af 3.g besøg af nogle hue-producenter, hvor I får mulighed for at prøve huer og bestille den rigtige størrelse. I har selv ansvar for at bestille jeres hue, og I bestemmer selv, hvilken producent I vil benytte. Huerne sendes typisk samlet til skolen, og udleveres de sidste uger op til læseferien.

Vi markerer sidste skoledag med en trappeceremoni, hvor hver klasse, går samlet ned af trappen en sidste gang. Hver klasse skal vælge en sang og lave et fedt banner til ceremonien. 

Efter trappeceremonien begynder den traditionelle eksamensbingo, hvor hver elev får en personlig bingoplade. Hvert nummer på pladen svarer til et fag, du skal til eksamen i. Efter eksamensbingo har I fri, så I kan gå ud og hygge jer sammen med klassen. 

Huedage

Mandag, tirsdag og onsdag i ugen inden dimissionen er der huedage. Den dag du er oppe til din sidste eksamen, er din familie velkommen til at komme ud på skolen og give dig huen på. Skolen sætter et telt op, hvor I kan være. Det er familierne selv, der medbringer mad og drikke. Der må ikke medbringes konfetti eller fyrværkeri.

Lærerrevy

Onsdag aften i samme uge er der studenterhygge, hvor lærerne laver revy. Det plejer at være en rigtig hyggelig aften, hvor I kan sige farvel til jeres lærere og skrive i hinandens huer. 

Dimission og vogntur

Dimissionen ligger altid den sidste fredag i studenterugen. Her får du udleveret dit eksamensbevis. Dimissionen afholdes i salen, og hver student må invitere to familiemedlemmer med. Dimissonen varer et par timer og herefter skal I på vogntur. Husk at invitere jeres søsterklasser til at pynte jeres vogn fra kl. 11-12. I skal også huske selv at have lavet eller købt den pynt, der skal bruges. Det er god stil at købe lidt drikkevarer og snacks til den klasse, der pynter jeres vogn. 

Scroll to Top